ARUS® (Automated Robotic Ultrasound Scanning)
En hjælpende hånd til sonografen
Klinisk behov
Graviditetsskanninger udføres af songrafer, som meget ofte må arbejde i uhensigtsmæssige arbejdsstillinger. Smertegener i muskler og led – muskelskeletbesvær (MSB) – konstateres hos 63 – 91 % af sonograferne i Danmark og internationalt pga. stigende kompleksitet i krav til skanninger samt højere BMI hos gravide.
MSB er årsag til nedsat funktionsevne, reduceret livskvalitet, reduceret arbejdsevne, øget sygefravær og tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.
Løsning
ARUS® (Automated Robotic Ultrasound Scanning) er verdens første robotbaserede løsning til ultralydsskanning af gravide. Robot armen styres via et joystick med haptisk feedback (vibration/bevægelse ved tryk m.m.). Robotarmen holder ultralydsproben, som erstatter og aflaster sonografens højre arm. ARUS® forventes at kunne mindske sygefravær, fastholde medarbejdere, reducere antallet af re-skanninger og øge antallet af daglige skanninger. Dertil vil skanning af gravide med højt/meget højt BMI kunne gennemføres af én sonograf i stedet for to som hidtil. Desuden kan den åbne for telemedicinske løsninger og anvendelse på tværs af specialer som fx kardiologi. Robotten blev CE-mærket og markedsført medio juni 2025.