Non-invasiv diagnosticering af lungeemboli
Kan et pust afsløre en blodprop i lungerne?
En blodprop i lungerne kan være svær at opdage hurtigt, fordi symptomerne ofte ligner dem, man ser ved andre hjerte- og lungesygdomme. Derfor arbejder forskere på at udvikle en test, der ved hjælp af udåndingsluft kan afsløre en akut lungeemboli allerede inden patienten når hospitalet. Målet er at stille diagnosen hurtigere, så den rette behandling kan sættes i gang så tidligt som muligt.
Klinisk behov
Lungeemboli (LE) (blodprop i lungekredsløbet) er en ofte overset men livstruende sygdom. Ca. 4.000 tilfælde registreres årligt i DK, med yderligere tilfælde som ikke opdages eller ikke registreres. Dertil medføre lungeemboli hvert år en betydelig sygdomsbyrde i form af indlæggelsesomkostninger.
Centrale udfordringer inkluderer at nogle patienters første symptom er pludselig død, mens tilstanden for andre er asymptomatisk. Dertil ligner uspecifikke symptomer ofte andre kardiovaskulære- og/eller lungesygdomme. Nuværende diagnostiske metoder (fx blodprøver, EKG, CT-skanning), giver ofte uspecifikke resultater der overlapper med andre kardiovaskulære tilstande, hvilket forsinker den rette diagnose og behandling.
Løsning
Formålet med dette projekt er at udvikle en specifik og hurtig test, der kan anvendes præhospitalt, og som vha. udåndingsluft kan diagnosticere akut lungeemboli. Dermed kan løsningen potentielt forkorte tiden til diagnose og igangsættelse af relevant og intensiv behandling, og dermed redde liv og reducere følger efter lungeemboli.